§ 8. Degnen Johan Johansen i Havnbjerg med afkom. S 78 - 90
Johan Johansen var født i Ketting 1729 på det gamle sted bag kirken, og var en søn af Johan Gotfred Johansen og Ingeborg Peters Datter. Da hans far døde tidlig, fik han atter en god og kærlig stedfader i Jakob Wrang af Stolbro. Ved skiftet 1737 udsagde hans mor ham med 400 mk. Lybsk, foruden flere ting efter hans fader. 1747 nævnes han første gang i Ketting kirkebog som fadder og kaldes da Johan Ingeborgs søn af Ketting. Han moder har vistnok tidlig haft den plan, at få ham anbragt i et degnekald, og lod ham derfor gå op til Augustenborg for at lære at spille på orgel, og at synge hos organist Christoffer Henrik Fischer, der siden blev degn i Nordborg, hvor han døde 1777. En sådan stilling tilbød sig snart, da han endnu kun var 20 år gl. Den gamle degn Otto Hansen i Havnbjerg døde 1749, og da dette degnekald i over 50 år var gået i arv i familien, måtte det være hans enke, Charlotte Bertelsdatter om at gøre, om at få en ung mand der ville ægte en af hendes døtre og være i stand til at overtage og besørge kaldet, hvorved tjenesten kunne blive i familien og dennes udkomme sikres. Man ser heraf at nepotismen i de tider, herskede lige så fuldt i degne- som i præstekaldene. Et frieri blev straks indledet og bragt i stand mellem begge mødre, og det blev bestemt, at den unge Johan Johansen skulle ægte den yngste af afd. Otto Hansens døtre Elisabeth Charlotte, der var født i Havnbjerg degnegård 1723.
Han bliver degn i Havnbjerg 1750.
Imidlertid skulle han først prøves af biskop, Christian Rasmus i Odense. Han får en konkurrent i Peder Keelsen af Elsmark, der sang godt og attråede ligeledes denne værdighed at blive degn, frem for det at blive fæstebonde. Begge rejste da til Odense i foråret 1750, og ved prøven sejrede Johan Johansen, blev kaldet til degn, hvorimod Peder Keelsen blev bolsmand i Elsmark. Hvor han døde 1809 d. 3. april, 85 år gl. Han var for resten en ret oplyst mand for sin tid, sang godt og havde gode talegaver, hvor han plejede at tale lig ud, at være skaffer og holde taler ved bryllupper, majgilder og andre lejligheder, og han har ført en dagbog med mange lokale oplysninger i for sin tid. På tilbage rejsen fra Odense overværede de 1750 d. 8. april en henrettelse ved Ensted kirke, hvor morderen Ulrik Brandt af Ketting, en berygtet vagabond af god familie, blev henrettet. Endnu samme år d. 22. okt. 1750, blev monsieur, Johan Johansen, degn g. m. sin formands datter, Elisabeth Charlotte Hansen.
Hans families forbindelse.
Ved dette ægteskab blev degnen, Johan Johansen, besvogret med flere bønderfamilier i Havnbjerg sogn. Hans kones ældste søster, Karen Ottesdatter, f. 1717, blev 1741 g. m. bols - og synsmand Jørgen Christensen i Brandsbøl. Hun døde 1754. Hendes efterkommere lever endnu på dette og andre boel i sognet. Hendes anden søster Marie Hansen, f. 1718 forblev ugift i degnegården og døde 1779. Den tredje søster Anna Ottesdatter, f. 1719 blev 1740 g. m. Jeb Thomsen, skolemester i Havnbjerg, hun døde 1745, men hendes datter Maren Jebs datter blev g. m. degnens nærmeste nabo, bolsmand Christen Dominikussen i Havnbjerg.
Han nød sognets agtelse.
På denne måde blev degnen Johansen nøje knyttet til sognet. Han nød til enhver tid sognebeboernes agtelse og kærlighed. Han var en brav og retsindig mand, jævn og omgængelig i al sin fremtræden. Folk søgte derfor ofte ind til ham, dels for at se til ham, eller spørge ham til råds i et eller andet vigtigt anliggende, dels for at søge hjælp og lån hos ham, da han havde formue og sad i gode kår. Han blev derfor tit budt ud til deres gilder, og til bryllupper havde han ofte en forlovers bestilling. Således var han 1766 d. 20. maj forlover til bolsmand i Havnbjerg, Otto Pedersens bryllup med Elisabeth Stephansdatter af Brandsbøl Mølle. 1774 d. 7. aug. til bolsmand Christen Hansen af Broballe, hans bryllup med Kirsten Jørgens datter af Brandsbøl, der var en søsterdatter af degnekonen mad. Johansen. 1777 d. 18. jan. var han forlover til et bryllup i Klingbjerg. 1780 d. 10. aug. var degnen Johan Johansen og skolelærer Matthias With i Havnbjerg forlovere til Henrik Hansen og Mette Anders datters bryllup i Havnbjerg. 1786 d. 11. okt. var han tilligemed kirkeværgen, Hans Hansen af Havnbjerg forlovere til bolsmand Jens Petersens bryllup med Hans Jebsen Bondes ældste datter, Kathrine Elisabeth Hansdatter. At man også ofte søgte hans råd i private anliggender kan ses af det følgende:” Da bolsmand Hans Martinussen havde mistet sin kone, henvendte han sig til sin gamle degn, og beklagede sig over, at han ikke vidste hvad han skulle gøre, han var forgældet og forarmet og ville måske komme til at gå fra gården. Han var ellers en brav og skikkelig mand, det gjorde degnen ondt for ham, og han rådede ham til at gifte sig på ny. Degnen skulle nok sørge for en gammel skikkelig pige, der havde lidt til bedste, og kunne blive ham en god og passende kone. En sådan fandt degnen i bolsmand Lauritz Pedersens datter, Anna i Ketting, og for at bringe sagen i orden, tog han en dag med manden om til sin søster i Ketting kro. Denne lod pigen kalde op. Sagen blev da snart klaret, og 1778 holdt bolsmand Hans Martinussen i Lavensby bryllup med Anna Lauritz datter af Ketting. 1789 d. 12. marts holdt bolsmand, Peder Dominikussen af Havnbjerg bryllup med Otto Pedersens eneste datter, Anne i Havnbjerg. Førend dette parti kom i stand, kom bolsmand Christen Dominikussen, en folkesky mand, der ellers helst løb af vejen for folk, eller mødte han nogen på vejen, gik ham altid helt over i den modsatte side, og sønnen, Peter Dominikussen, kom meget hyppig ind til deres nabo, degnens og plejede samråd med ham for at han skulle bringe sagen på gled. Oppe i degnens pissel opsatte de betingelsen, og blev alting afgjort, hvorpå partiet kom i stand. Brylluppet stod oppe i Otto Pedersens gård, Dengang måtte der ikke holdes så store bryllupper som nu til dags, kun et bestemt antal gæster, omtrent 30 familier måtte indbydes til bryllup, og for at overholde dette påbud skulle vrøgerne, eller byens forstander, gå omkring og tælle gæsterne. Disse lukkede øjnene, thi så længe denne forvaltning stod på, gik overtallet ind til naboen, her i dette tilfælde til bolsmand Rasmus Rasmussen. Og når vrøgerne var færdige og alt i orden, kom gæsterne tilbage til brudegården. Degnen og præstens familie var som sædvanlig med, efter bordet plejede man at vise dem op i et lille afsides kammer, hvor de blev trakterede med kaffe; thi på grund af denne driks sjældenhed og kostbarhed på de tider, gik det ikke an at traktere alle gæsterne med denne kostelige drik. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen. Havnbjerg kirkebog og forlovelsesbog).
Hans forhold til sin præst.
Han kom altid godt ud af det med sin gamle præst, Ludvig Wegerslef, der sad i embedet fra 1735-78, derom vidner også den omstændighed, at degnen har ladet sin yngste søn opkalde efter denne præst. Også til hans eftermand Lauritz Nyland fra 1778-1806 præst i Havnbjerg, stod han altid i et venskabeligt forhold, og præsten ærede og agtede sin gamle degn som en brav og retskaffen mand. Dog kunne der nok en gang undertiden komme en lille kurre på tråden, som dog for det meste snart igen løste sig selv. Degnen var da heller ikke den mand, som veg af vejen, især når han følte han havde ret, men kunne nok ved lejlighed give svar på tiltale. Følgende lille træk skal derfor anføres: ” Da Nyland kun var en lille mand, plejede han altid at stå på en skammel på prædikestolen, for bedre at kunne se. Denne var engang falden om, da han kom op på stolen, og i en smule arrig tone vendte han sig om og tilråbte degnen. ” Degn! kom op, og sæt skamlen tilrette!” Denne upassende tiltale forbløffede imidlertid slet ikke Johansen, men med sin sædvanlige rolighed svarede han:” Å bed først jerers Fadervor Farlille.” ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Degnens forretning.
Degnen havde ikke lært meget i sin ungdom, det behøvedes just ikke i hans stilling, thi de fleste degne, i det mindste her på Als, holdt i de tider ikke skole, men passede alene deres forretninger ved kirken. Embedet blev derved egentlig en ren …… Til at undervise børnene holdtes en særegne skolemestre, for det meste en eller anden mand i sognet eller byen, der havde sit eget sted, til hvilket sognet da føjede et par fag til for at tjene til skolelokale. Således holdtes i den ældste tid skole i Havnbjerg sogn i kådner Christen Dals hus i Havnbjerg, indtil der 1768 (byggedes) et skolehus med skole på det sted, hvor den endnu ligger. I Johansens tid var Jeb Thomsen skolemester fra 1738-59, han ejede selv sit hus i byen, og fra 1759-92 Matthias Jørgensen With af Sottrup i Sundeved. En god sangstemme og musikalsk gehør var de vigtigste fordringer til en degn i de tider, og af begge dele var han i besiddelse. Han sang smukt, spillede udmærket på orgel og præluderede ej sjældent på det. Pastor Wegerslef havde skænket kirken et lille positiv, som siden blev ombyttet med et orgel. Han gav også sin egen søn Otto Ludvig undervisning i orgelspil, og denne kom til at spille smukt på klaver; ligeledes underviste han den unge, Johan Christian With deri, og skønt han ikke havde meget gehør, lærte han dog alligevel under degnens vejledning at behandle et orgel med en sjælden færdighed og kraft. Degnens forretninger bestod derfor mest i om søndagen, at opvarte med sang og orgelspil i kirken, foruden at bede i kordøren, de søgnedage at være til stede i kirken og forrette sangen ved alle ministerielle forretninger, at synge lig ud og besørge den daglige ringning med klokkerne, samt besørge præstens embedsbreve. Da degnen således ikke havde at gøre med undervisningen, havde han heller ingen øvelse i at katekisere med børnene, og derfor kneb det både for ham og de fleste andre degne på Als, da biskop Tønnes Bloch 1788 holdt visitats og tillige ville afprøve degnen i denne gerning. De skælvede og bævede alle, da han var bekendt som en streng og myndig herre. Til al ulykke passerede straks et af de første steder, hvor biskoppen kom, en uhyggelig begivenhed, nemlig i Hørup, hvor degnen Jakob Hansen Grav i et melankolsk øjeblik, fordi han frygtede for sin afsked og derfor troede, at en søn af den forhenværende præst Franck, en gammel student skulle have tjenesten, umiddelbart førend gudstjenesten stak denne ihjel og derpå skar halsen over på sig selv, medens biskoppen, provsten og menigheden forgæves ventede på degnen i kirken. Da smeden, den gamle Jørgen Bladt, samme dag bragte degnen, sin nabo og gode ven, denne uhyggelige nyhed, troede Johansen først, at biskoppen havde gjort en ulykke på denne degn i Hørup. Få dage efter visiterede biskoppen i Nordborg kirke, og Johansen gik da der i kirke, for at se, hvorledes det ville gå hans ven Lorentzen. Han sad oppe hos ham ved orglet, og Lorentzen, der ellers plejede at være modig nok, var slet ikke glad den dag. Man havde i over 20 år ikke på Als set en biskop, og alle folk var derfor nysgerrige efter at se en sådan mand. Dog havde man jo også hørt så meget om den nye biskops strenghed og myndige væsen, og derfor var man ikke så lidt benovet ved det hele. En stor mængde mennesker havde forsamlet sig i kirken, til dels af nysgerrighed, til dels også af den grund, at alle ugifte personer den gang trådte ud på kirkegulvet til overhøring. Da turen altså kom, måtte Lorentzen ned på kirkegulvet, hvor nødig han end ville, da biskoppen kaldte på ham. Det gik endda ret godt, og blev han inderlig glad, da biskoppen noget efter sagde ” at det kunne være nok.” I Oksbøl havde man dengang ingen degn, præsteenken mad. Riisbrich levede af degnekaldets indtægter, imod at lade sangen i kirken besørge ved en husmand, som fik navnet ” Pier Degn ”. Da denne mand med sine falske toner begyndte at stemme sangen, trådte biskoppen ud på kirkegulvet, bød ham ”at holde sin mund ” og ledede selv sangen. Johansen var derfor ikke lidt bange for, hvorledes det ville gå ham, når biskoppen kom i Havnbjerg kirke. Han rystede mere, end om han havde fået den kolde feber på halsen. Det hjalp nu slet ikke. Dagen kom, han måtte ned fra orglet på kirkegulvet, hvor meget han end rystede. Han begyndte sin katekisation med at spørge en skipper Thomsen fra Nordborg, der var gået herud for at se bispen, og som ugift også trådt ud på gangen: ” i hvor mange dage Gud skabte verden”, hvortil denne rask svarede: ”17 dage”. Men dette svar bragte degnen aldeles fra koncepterne, så at han nær ikke havde fået vedkommende det rettet til 6 dage, men kort efter lød ordet, ” at det kunne være nok, og glad ilede den gamle mand igen op til sit orgel.” ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen og mad. Christiansen på Nordborg.)
Den gamle Degnegård
Den gamle degnebolig i Havnbjerg lå dengang inde i byen bagved præstegården. Den lå med længden ud imod gaden, omtrent i linje med smedens hus, en enkelt lade stødte på den nordlige side op til stueboligen og dannede en vinkel med denne. Uden for vinduerne fandtes en lille blomsterhave, der tidlig om foråret stod i smukt flor. Bag ud til den nordlige side af huset, lå den egentlig køkken- elle kålhave, der næsten gik lige ind på bolsmand Christen Dominikussens bol og fortsatte lige ud til en lille toft, Katkjær, hvoraf degnen dengang ejede halvdelen; først 1831 kom dette lille stykke til præstegården, imod det stykke jord af Kirkebjerg, hvorpå den nye skole blev opført. Præsten fik således først ved denne lejlighed den hele toft, Katkjær. Johansen holdt gerne i sin tid en hest og 3 køer, og da hans kollega, degnen Rasmus Lorentzen i Svenstrup havde et lignende sted, havde de gerne sammenspænd i pløje- og høsttiden. Da jorden 1772 blev udskiftet i Havnbjerg opmåltes degnens areal, og fik han sin jord udlagt på forskellige steder: hans gårdsrum. Have og toft Katkjær antoges til 6 Skæp 40 R. 0,7 fod. I Syndemarken på ”Tågebjerg”, fik han 6 tdr. 8 R. 77 F., heraf …… 6 Skæp 17 R. 82 F., altså ansat til 5 Tdr. 1 R. 35 F. Her i denne mark er der vistnok indlagt et stykke fra Lundens mark. Af byen Elsmark, fik han en lille eng ved ”Tangbro” ikke langt fra Majkroen. Af Brandsbøl fik han en lille toft på 3 tdr. land, som siden solgtes ved degnekaldets nedlæggelse, og på Lavensby Mark en lille toft mellem …….. og Schultz` hus. Da Lavensby` bolsmænd i begyndelsen ikke ville lægge jord ud til degnen, havde han en del trætte med dem derom, især med synsmanden, den sprælske Nis Jebsen; men den gode forståelse blev dog snart igen oprettet. Degnen havde således til nærmeste nabo smeden, Jørgen Jørgensen Bladt og bolsmand Christen Dominikussen. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen og Havnbjerg jordebog).
Naboens gård brænder 1769.
Degnegården var engang slemt i fare. Da man 1769 d. 31. aug. hos bolsmand Christen Dominikussen om aftenen havde kørt det sidste læs korn ind, som blev stående uaflæsset i porten, fordi det var blevet temmelig sent, slog lynilden kl. 3 om natten ned i gården og brændte den helt af, herved 2 føl med kalve og grise samt den hele avling gik op i luer. De fik kun lidet af deres bohave og tøj bjerget. Indhuset indtil taget blev stående. Det stærke lys om natten vækkede degnen, han blev meget forskrækket, da han ved at se ud opdagede den fare de vare stedte i. ( Pet. Keelsens dagbog, mundtlig fort. af præsten J. Knudsen )
Hans huslige forhold.
Med sin første hustru Elisabeth Charlotte Hansen levede Johansen i 20 år et lykkeligt og kærligt ægteskab og havde med hende 2 sønner og 1 datter. 1770 d. 27. feb. døde degnekonen mad. Johansen, i en alder af 47 år. Vel var hendes død ham et hårdt stød, ej blot for ham selv, men også for hans børn, af hvilke den yngste søn endnu kun var 8 år gl. Dog blev dette savn, for en del erstattet derved, at hans svigerinde ”moster Mari, opholdt sig i hans hus, og som en gammel fornuftig pige overtog sig at styre den lille husholdning og lede børnenes opdragelse. Moster Mari var ikke blot dygtig i huset, men assisterede også stundom degnen i kirken, da hun havde en smuk, klar og ren stemme. 1779 døde imidlertid jomfru Maria Hansen af Havnbjerg og blev begravet d. 9. nov., 61 år gl., efter at hun i de senere år havde været meget svagelig, hvorfor hans datter Ingeborg til sidst alene havde ført hans husholdning. Men da hans datter blev forlovet, og der således var udsigt til, at hun snart ville komme til at forlade hans hus, så tænkte degnen efter 11 års forløb atter på at forandre sin stand og indtræde i et nyt ægteskab, og hans tanker faldt denne gang på en gammelagtig pige jomfru, Anna Maria Reimer, der i flere år havde tjent på Nordborg slot som husholderske, hos amtmand kammerherre, Niels de Hofmann til Hofmannsgave i Fyn. Skønt hans søster i Ketting meget frarådede ham at gøre dette skridt, da hun godt forudså, at en sådan kone, der i hint hus var blevet vant til finhed og bedre skik, slet ikke ville passe for den gamle og jævne mand, så havde han dog sat sig det så fast i hovedet, at nu skulle det være. 1781 d. 3. maj blev ved huscopulation, degnen i Havnbjerg hr. Johan Johansen g. m. jomfru, Anna Maria Reimer fra Jylland.. Forlovere var præsten hr. L. Nyland og præsten hr. L. Holst, residerende kapellan i Nordborg. Et fint og fornemt bryllup stod i Nordborg, hvilket hendes herskab gjorde. Og dito forærede hende desuden flere kostbare brudegaver, hvoriblandt et fuldstændigt sølv teservice med kaffekande, tepotte, flødeskål, tallerkener m.m. Men hans nye kone passede slet ikke til at omgås bønderfolk, hun ville fortsætte med sin omgang med folk i byen, rejse ud og igen tage imod besøg, der alt sammen slet ikke var efter degnens hoved. Overhoved ville hun sætte bedre skik på ham, hvortil han nu var bleven for gammel, og for silde kom han til at fortryde, at han havde fået kam til sit hår. Da han engang beklagede sig for sin søster, bebrejdede hun ham, ”at han ikke i tide havde fulgt hendes råd; nu var det for sent at gøre om, og det bedste var, at han lærte at finde sig i det, der var sket.” Nu begyndte også hans børn at tage ud af huset, den ældste søn var allerede bleven student, den anden kommer på et kontor, og datteren blev gift, og således måtte det blive dobbelt kedeligt og trist hjemme for den gamle mand, da forståelsen ikke altid var den bedste mellem ham og konen. Til lykke for ham, varede dette ægteskab kun meget kort; thi efter 1½ års forløb oplæstes det atter. 1782 d. 15. aug. blev degnen monsj. Johansens kæreste Anna Maria Reimer begravet, i en alder af 42 år. Hendes død må ikke være gået ham videre nær til hjertet; thi da hans svoger Johan Peter Knudsen af Ketting på begravelsesdagen kom derom om morgenen, gik degnen og fløjtede. Et temmelig stort følge havde indfundet sig, deriblandt også hans ……. kontrollør Petersen, kancelliråd, Drescher foruden flere fra Nordborg og sognet. Tolvmænd bar hendes lig til graven. Bagefter fulgte et stort begravelsesgilde. Da der ikke var gjort testamente mellem dem, indfandt sig kort efter hendes død nogle fattige slægtninge af hende fra Horsens, og forlangte opgørelse af hendes efterladenskab. Degnen gav dem hvad hun havde ført med sig ind i huset og indløste sølvservicet med 100 rigsdaler. Cour. Nu havde han fået nok af ægteskabet og hensad som enkemand til sin død. (Havnbjerg og Nordborg kirkebog. Mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Hans husholderske Marike Lasses.
En gammel pige Marike Lasses, eller Jessen, af Havnbjerg bestyrede i den følgende tid hans hus. Hun var en sjælden tro, skikkelig, påpassende og sparsommelig pige. For at kærne mere smør, spiste hun selv for det meste fedt på sit brød, som bondepige var hun vel blot vant til den grove husholdning, og det var kun jævn, almindelig landsbykost, der blev opvartet med i degnens hus. Men det bedste var, at hun altid var meget omhyggelig og opofrende for den gamle mand. Og at hun var fuldkommen til at stole på. Hun var også en god og kærlig husmoder mod degnens tvende søstersønner af Ketting, Jakob og Jørgen Knudsen, der til forskellig tid opholdt sig i deres morbroders hus, for at kunne nyde undervisning i latin hos præstens huslærere, og de unge mennesker holdt meget af den gamle pige. Marike agerede husmoder og havde en pige under sig; hendes bror Jep Lassen, der var præsteinderste i Havnbjerg gjorde for det meste karlens arbejde i degnegården, røgtede kreaturerne og tærskede kornet, men folk ville mene at han nok forstod at fylde sine lommer og se på sit eget gavn, når han tærskede. Degnens omgang plejedes mest med familien, og med bønderfolk, dog kom også jævnligt til ham degnen, Rasmus Lorentzen i Svenstrup, og degnen Lorentzen i Nordborg med sine 2 unge døtre, der plejede at gøre mange spilopper og løjer, der morede den gamle. Smedens børn: Peter og Dorothea Sophie kom jævnlig ind om aftenen, da spillede degnen og Jørgen ”Hannes” eller ”Rakker” med dem, mens Marike sad og læste over på sin Pontoppidans forklaring, mens hun den følgende dag en søndag, stillede sig frem på kirkegulvet tillige med den øvrige ungdom. En stor glæde var det da, når man kunne få degnen gjort til rakker, og få lov til at male ham et par sorte prikker i ansigtet. Hver aften læste degnen et stykke af bibelen, og når han så var færdig, spurgte han; Marike eller Jørgen Knudsen, hvad de syntes om den mand eller det stykke i skriften, og deraf udviklede sig da deres enfoldige samtale.
( mundtligt fort. af præsten J. Knudsen).
Han var en formuende mand.
Degnen var af alle anset som en ret formuende mand, hans hus kostede ham ikke stort, han var sparsommelig og påholdende i det daglige liv; derimod havde han ikke sparet på sine børns opdragelse og han var tillige meget god imod byens fattige. Den Glückborgske enkehertuginde, der boede på Nordborg slot, lånte flere gange penge af ham. I et sådant ærinde kom gerne hendes Intendant kancelliråd Drescher derud til ham. Hr. Ibsen, en sønderborger af fødsel. Der ejede de 2 gårde Fresenhagen og Gaarde i Mellemslesvig, havde til låns 2000 rdl. af ham og 2000 rdl af hans søster i Ketting kro. Disse penge kunne nær være gået tabt, da bemeldte hr. Ibsen siden spillede fallit. Da Johansen derfor rigtig er kommet sig efter en ondartet skarlagensfeber, der grasserede om vinteren 1788-89, må han gøre en rejse tilligemed sin søstersøn, Knud Knudsen over isen til Flensborg, hvor man kom betids nok for at bringe alt i orden. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). Datteren Ingeborg fik 2000 rigsdaler Cour., foruden fik hun det egentlige medstyr, en søn havde han ladet studere, og den anden søn fik i det mindste det samme som søsteren, så at man heraf ser, at den gamle degn i Havnbjerg, må have siddet ret lunt og godt inden døre. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Hans død 1792.
Agtet og æret, elsket og afholdt af alle, med hvem han kom i berøring, døde degn monsieur, Johan Johansen 1792 d. 6. nov. og blev begravet d. 13. nov i en alder af 63 år. Han blev hen båret af sognets tolvmænd. Ikke længe efter hans død, blev den gamle Marike Jessen af Havnbjerg 1799 d. 25. okt. g. m. boels- og enkemand Nis Thomsen i Lavensby. Hun blev derved stedmor til boelsmand, Thomas Nissen i Oksbøl og bolsmand, Hans Nissen i Lavensby. Hos den sidste sad hun i en del år på aftægt, men han var slet ikke god imod den gamle kone. Først da Hans Nissen overlod bolet til sin datter, der blev g. m. Peter Hansen Schmidt af Oksbøl, fik hun det godt. 1834 d. 11. dec. døde bolsmand, Nis Thomsens enke Marike Thomsen i Lauensby, 91 år gl. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Børn:
1. Ingeborg Johansen, f. 1754 d. 16. jan. Hun blev g. m. degnen Lorentz Nikolai Klausen i Sottrup. (se nedenfor)
Johan Jakob Johansen, teologisk kandidat.
2. Johan Jakob Johansen, f. 1756 d. 26. sept. Han blev opkaldt efter sin farfar og sin fars stedfar Jakob Wrang i Ketting. Sit første latin lærte han hos hr. Holger Fangel, der fra 1766-69 var kapellan hos præsten hr, Ludvig Wegerslef i Havnbjerg, og derfra blev kaldet til præst i Nordborg. Fra 1769 gik han da ind til Nordborg og modtog undervisning sammen med præstens yngste bror, Hr. Gomme Fangel, der døde 1810 som præst og provst i Rise på Ærø. Senere kom de begge ind i Odense skole og havde logi sammen hos hospitalsdegn Limkilde, hos hvem alle alsingerne plejede at bo. Som studenter gik de begge 1773 til Københavns Universitet, hvor de studerede teologi under Nik. Edinger Balle og Klaus Fress Hornemann. Efter endt eksamen fik Johan Jakob Johansen, som kandidat, en huslærer plads hos kancelliråd, Henning Paulsen til Ballegaard i Sundeved, hvor han skulle læse med et par sønner. Efter kort tids forløb faldt han her i en farlig sygdom. Faderen rejste over for at se til ham, og da han fandt ham meget svag og hensiddende i en del puder, udbrød han med sin sædvanlige flegma: ”Ja, her kan man se døden i Gryden? ”.Kort efter fik han efterretning om sønnens død, og ytrede da, ”at nu var malt og humle spildt på sønnens kostbare opdragelse”. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen )
Otto Ludvig Johansen
møller i Ærøskøbing, død 1818.
3. Otto Ludvig Johansen, f. 1762 d. 4. marts i Havnbjerg degnegård. Han er opkaldt efter sin morfader, degnen Otto Hansen og præsten Ludvig Wegerslef. Han gik først nogle år på hofråd Martensens kontor på Augustenborg, og blev derefter fuldmægtig hos amtsforvalter, Severin Ahlmann i Ærøskøbing, hvor han tjente en god løn og tillige erhvervede sig en del ved at omsætte de nye specier, så at han med det han fik hjemmefra, samlede sig er ret god formue. Han fik tilladelse til at opføre en ”Grubbemølle ” ved Ærøskøbing og opførte nu en stor hollandsk vindmølle. Han byggede også en lade, derimod fik han intet stuehus opført, men boede i et hus lige over for møllen, hos en enke mad. Schmidt, hvis mand havde været skipper. Dog havde han til sidst sat sig for at indrette sig en egen lejlighed i ladebygningen, men heri forhindrede døden ham. Han nævnes 1804 som møller i Ærøskøbing. Han var en usædvanlig stor og svær mand, der vejede en 17-18 Lispund. Han var ugift og døde 1818, 56 år gl.. Med ham udslukkedes den mandlige linje af navnet Johansen, der nedstammede fra Johan Gotfred Johansen i Ketting, ligesom den anden gren af navnet Johansen, der nedstammer fra Andreas Johansen i Egenmølle udslukkedes 1749 og 1753.
Familien Klausen fra Sottrup, Ærøskøbing og flere steder.
Ingeborg Johansen degnekone i Sottrup, død før 1818
Ingeborg Johansen var en datter af degnen, Johan Johansen og hustru Elisabeth Charlotte Hansen i Havnbjerg og f. 1754 d. 16. jan. Hun blev opkaldt efter sin farmor, Ingeborg Peters datter i Ketting, der holdt hende over dåben. I en alder af 16 år mistede hun sin mor, og forestod tillige med sin moster Mari sin faders hus i 10 år. 1780 d. 10. trin. søndag holdt jomfru Johansen af Havnbjerg, hjulmand Jørgen Jebsens datter, Sophie Magdalene over dåben i Havnbjerg kirke. Samme år d. 3. søndag i advent. holdt hun bolsmand, Christen Bondes datter i Lavensby, Ingeborg og 1781 onsdagen d. 17. sept. stod hendes bryllup i Havnbjerg degnegård med den unge degn, Lorentz Nikolai Klausen af Sottrup, efter at de ved forudgående ……. bevilling til hus copulation, vare blevne hjemmeviede i huset af stedets præst hr. Lauritz Nyland. Deres forlovere var: kromand Joh. Pet. Knudsen i Ketting og Rasmus Lorentzen af Sottrup. En smuk brud har Ingeborg Johansen just ikke været, da hun var meget høj vækst, havde kun et øje og i øvrigt et meget skarpt markeret ansigt, men hvad hun manglede i skønhed det ejede hun i midler, da hun allerede straks medbragte til et nyt hjem et godt medstyr, og derhos var en fornuftig, dygtig og vakker pige. Lorentz Nikolai Klausen var bleven degn i Sottrup efter sin gamle fader. Men derved havde han også måttet overtage dennes betydelige gæld og hertil medgik senere en del af Ingeborgs formue, da hun ved sin fars død arvede 2000 rigsdaler Cour. Senere købte han også en bondegård i Sottrup, der kaldtes ” Brænderigården”. Degnen Klausen må vistnok på mosters side have nedstammet fra familien Brandt, thi da der til en tid kom rygter i omløb, at der i Holland henstod en vidtløftig arv på flere …….. efter en Brandt, født på Als, nu udvandret til Batavia, så mente Klausen og alle der var i familie med den gamle slægt Brandt på Als og Ærø at kunne få del i denne arv.
Lorentz Nikolaj Klausen rejste omkring på Als og Ærø for hos biskop Tetens og af kirkebogen i Nordborg og Egen og Rise, at få slægtskabet oplyst og stadfæstet. Men det lykkedes lige så lidt for ham som for alle de andre. Thi ingen viste vel, når alt kom til alt ret besked om sagen, og hvis det kunne være bleven oplyst, ville kun de allerfærreste være blevne arvinger; thi enhver der kunne føre sin slægt tilbage til en Brandt, mente sig arveberettiget.
Gåden blev ikke løst og sagen henstår endnu uafgjort, men den spøger af og til i folks hjerner og sætter på ny maskineriet i bevægelse. I 1866 da sagen atter kom frem meldtes fra Hannover at der havde man fundet de rette deciedenter af denne Brandt, men sagen står dog endnu her. Det hele er måske ikke andet end en ren spøgelseshistorie som spekulanter sætter i søen. Dog kunne det være at bemeldte person som rejste til Batavia og bestred handel, erhvervede sig store rigdomme, var Johan Konrad Brandt af Rise præstegård på Ærø, en søn af præsten hr. Dominikus Brandt, der døde 1703. Ham har den gamle præst Fangel i Nordborg omtalt, længe før at disse rygter om arv kom til at spøge. Men til al uheld er kirkebogen i Rise fra den tid brændt og derfor lader sagen sig vist næppe forklare. Lorentz Nikolai Klausen havde to brødre. Mads Klausen, købmand i Eckernförde og Ernst Klausen, ejer af Hedemøllen på Als, hans sønnedatter, Anne Marie Klausen blev g. m. Iver Møller, parcellist på Bygehoved på Kegnæs. Ingeborg Johansen var allerede død før 1818. Lorents Nikolaj Klausen levede endnu 1836.
(mundtlig fort. af præsten J. Knudsen, den gamle mad. Fangel på Nordborg, møller Cornelius Klausen i Faaborg, Havnbjerg kirkebog).
Børn:
Karl Klausen, slagter i Ribe.
1. Karl Klausen var meget begavet og skulle have studeret. Han gik nogle år i Augustenborg skole og lærte handelen. Han nedsatte sig som købmand i Flensborg, men gik fallit. Kom derpå med konen hjem til Sottrup og overtog ”Brænderigården”. Den satte han overstyr og var nærved at ruinere faderen. Til sidst blev han slagter i Ribe og havde det meget småt. Han henvendte sig herfra engang, om et lån hos præsten J. Knudsen, men fik det ikke, da han kendte ham. Han var i det hele en dårlig mand, drikfældig foruden andre laster. Hans første kone var en købmandsdatter fra Flensborg, eller rettere Hamborg, en sjælden rar og yndig kone, der døde af sorg. Familien tog sig af børnene. Siden var han gift anden gang og havde en del børn, men dem har familien ikke haft noget bekendtskab med.
Børn:
a. Nikolai Klausen blev opdraget af sin bedstefar, degnen, Lorentz Klausen i Sottrup. Han lærte mølleriet, var en del år møllersvend i Flensborg og gift, men det gik ham kun dårligt.
b. Ingeborg Klausen. Hun blev opdraget hos sin faster på Blansgård i Sundeved, og lærte mejeriet. Ved købmand Karberg i Sønderborgs anbefaling fik hun en plads som mejerske, hos kammerherre, Oxholm på ” Taarnholm ” ved Korsør. Her blev hun forlovet, og g. m. forvalter, Bombardies Ehrenfred Hebert af København, hvis familie stammer fra Frankrig. Han var først bestyrer af kammerherre Oxholms godser. Siden forpagtede de af grev Karl Plessen Selsø mølle ved Isefjorden og købte der en bondegård, i nærheden. Efter at have haft denne mølle i forpagtning i hen ved 30 år, er de flyttet hen på deres ejendom.
Børn:
1. Nikolai Hebert, landmand, ejer en gård ” Lindholdt ” ved Hjørring, Han var g. m. Eline Petersen fra Fredrikshavn.
2. Maria Hebert. Hun var lærerinde hos pastor Olsen i Gudum præstegård ved Aalborg og er g. m. Ravnborg, en søn af forpagter Michael Ravnborg på ”Vildmosegård ”. Han havde ligeledes ”Vildmosegård” i forpagtning indtil gården brændte 1875. Derpå overlod grev Schimmelmann ham ” Lindegården” i forpagtning.
3. Adolf Hebert, forstkandidat. Han var først godsforvalter for Grev Blixen Finecke på hans gods ” Nydula” i Sverige. Siden købte han selv en gård ………….. i Skaane. Han var g. m. Matilde Kofoed af København. Anden gang med Bagge.
4. Johan Henrik Hebert, dansk jurist, fuldmægtig på et godskontor i nærheden af hjemmet.
5. Otto Ludvig Hebert, lærte handelen, var handelskommis i Assens. Han rejste til Amerika, var først landmand og ejede megen jord. Da dette ikke ville gå, har han igen taget fat på handelen.
Elisabeth Jansen i Flensborg
2. Elisabeth Klausen, f. I Sottrup degnegård. Hun blev g. m. gæstgiver og krovært Jansen i Ærøskøbing. Senere flyttede han til Flensborg, hvor han havde gæstgiveri i det såkaldte ” Skyttehus”. De havde det godt.
Børn:
1. August Jansen, kontrollør i Oldesloe
2. Otto Ludvig Jansen, kontrollør i Højer
3. Marie Jansen, død ugift i Flensborg.
Christine Würzinger ved Hamborg.
3. Christine Klausen, f. i Sottrup degnegård. Hun blev g. m. skovrider Frederik Christian Würzinger, f. 1793 på Nygaard på Als. Han var en søn af skovrider Frederik Christian Würzinger og hustru Ernestine Meelby på Nygaard. Hans mor var et fjantet halvfordrukken fruentimmer, der ved sin pjankede snak ofte blev til bedste for folk. Hun ytrede således engang, ”at hendes søn var up de Fidrisse in Kiel ”. Hun mente institut. Han blev skovrider ved Hamborg. Hans kone blev efter den sidste barselseng sindsforvirret i hovedet og døde i en dåreanstalt. Manden døde af sorg.
Børn:
a. Frederik Christian Würzinger, almindelig kaldet Fritz W. Han lærte handelen hos sin moders fætter ,, købmand Sigfred Klausen i Eckernförde. Siden bestyrede han i 35 år handelen for den rige købmand Götsche i Eckernförde. Da denne mand ingen børn havde, testamenterede han sin formue til veldædige øjemed og andet offentligt brug. Byen Eckernförde testamenterede han i alt med 200.000 rigsdaler. Sin Handels….. Fritz Würzinger testamenterede han et Handelshaus med varelager, møblement og 45000 rdl og sin mangeårige ………. 25000 rdl. Fritz Würzinger ægtede siden ……….
b. Lorentz Nicolai Würzinger, han lærte handelen i Flensborg, var en del år mægler, men døde tidlig.
Otto Ludvig Klausen, møller i Ærøskøbing, død 1858.
4. Otto Ludvig Klausen, f. i Sottrup degnegård 1793. Da hans morbror Otto Ludvig Johansen døde 1818 i Ærøskøbing, arvede han med sine søskende denne mand. Øvrigheden ville have haft det hele solgt, men Klausen overtog møllen imod at udbetale sine søskende en bestemt sum. Han kom således 1818 til Ærøskøbing. Johansen havde ikke fået bygget stuehus, men boede og fik sin kost hos en enke mad. Schmidt, der boede i et hus lige overfor møllen. Klausen ægtede denne enke, skønt hun var betydelig ældre end ham, men herved kom han i besiddelse af hendes hus, der endnu er stuehus og ligger på byens grund, mens møllen derimod ligger på Stokkeby grund. Hun døde efter et års forløb 1819. 1819 blev han gift anden gang med Marie Nissen, en datter af ejeren af øen Halmø ved Ærø hr. Kornelius Nissen, hun er f. 1800 d. 2. feb.. 1832 købte Klausen tillige den anden mølle i Ærøskøbing, hvis ejer Peter Gerbert Steen, der var hans svoger gik fallit. Da herredsfoged Moritzen i Flensborg 1832 opsagde 1600 rigsdaler Cour., der stod på første prioritet i ejendommen, fik Klausen igen denne sum til låns af kirkekassen på anbefaling af kirkeinspektør Klausen, da han var en sjælden stræbsom, flittig og redelig mand. Dette skudsmål fik han hos alle. Han døde 1858. Hans enke døde først 1878.
Børn:
a. Ingeborg Klausen, f. 1820 d. 22. aug. Hun bestyrede en del år hus for sin bedstefar, degnen, Lorenz Nikolai Klausen i Sottrup. Siden kom hun til Schelenborg og skulle have været kammerjomfru hos baronesse Juel Brockdorf, men hun blev straks ked af den hele underlige menage. Hun døde af kræft 186?
Kornelius Nissen Klausen, møller i Faaborg.
b. Kornelius Nissen Klausen, f. 1822 d. 6. aug. Han købte 1857 Plougs mølle i Faaborg. Senere har han anlagt en Dampmølle og drev tillige købmandshandel. 1860 d. 6. jan. blev han g. m. Eline Maragretha Rasmussen, en datter af tidl. brændevinsbrænder, senere gårdmand i Svanninge Nørremark, Jens Rasmussen. Hun døde 1888 d. 8. juli, 52½ år gl., efter flere års sygdom. Han døde 1894 d. 24. dec., 72 år gl.
Børn:
1. Barbara Margaretha Klausen, f. 1861 d. 21. marts, hjemme.
2. Otto Ludvig Klausen, f. 1863 d. 8. aug., hjemme. 1888 forpagtede møllen, se bind V 3.
3. Jens Marius Klausen, f. 1866. Han døde 1877 d. 30. juli derved, at han kom ind i møllehjulet, hvorved hans bryst blev knust.
4. Marie Klausen, f. 1869, d. 24. feb.
5. Kornelius Klausen, f. 1871 d. 14. okt.
6. Eline Margaretha Klausen, f. 1875. Hun døde 1877 af skarlagensfeber.
c. Helene Marie Klausen, f. 1824. Hun blev g. m. Anders August Ishøi, en søn af skolelærer Ishøi, Marstal. Han var
købmand i Rudkøbing. Siden ejede han en gård Christiansminde ved Aabenraa som han satte overstyr. Derefter blev han forpagter af en gård på Lolland, etablerede en høkerhandel i Glumsø, og blev til sidst købmand i Ringsted. Hans kone døde tidlig og han blev gift 2 gang. En del børn, heriblandt Helene Ishøi som var på Solbjerggården 1878.
d. Sophie Margaretha Klausen, f. 1826, døde ugift hjemme 1852. Hun var en del år forlovet med forvalter Paulsen på Biskopstorf på Langeland. Hun var en meget vakker pige.
e. Lorents Nikolai Klausen, f. 1828. Han har været hjemme. Han levede af sine penge ugift i hjemmet.
f. Otto Ludvig Klausen, f. 1830. Døde samme år 3 uger gl.
g. Marie Klausen, f. 1831 d. 2. maj, død 1865 d. 19. marts. Hun blev 1859 d. 20. sept. g. m. Christian Adam Egede
Grønbech, sognepræst på øen Avernakø ved Faaborg, f. 1812, død 1871 d. 15. april.
Børn:
1. Otto Ludvig Grønbech, f. 1860 d. 4. okt.. Han lærte mølleriet, går nu på sanger konservatorium i København, blev seminarist 1885.
2. Marie Grønbech, f. 1863 d. 12. feb. Hun uddannes til lærerinde.
3. Sophie Claudine Grønbech, f. 1865 d. 3.marts. Hun opholdt sig i Sverige.
h. Johan Christian Klausen, tvilling, f. 1836, ejer af møllen i Ærøskøbing.
i. Andreas Gotthe Klausen, tvilling, f. 1836, ejer af Tved mølle ved Svendborg. Han er g. m. Christine Jespersen, en
gårdmandsdatter fra Odense egn.
k. Anna Christine Louise Klausen f. 1837. Hun blev g. m. Jørgen Ulrik Rasmussen fra Svanninge, Nørremark. Han havde Avernakø præstegårds avling i forpagtning fra 1862-65. Siden ejede han en gård ved Vejle, herfra en anden på Samsø, herefter en mølle på Langeland, Solbjerggaarden ved Faaborg og for tiden forpagter af en gård Emmelevgård ved Bogense på omkring 150 tdr. land.
Børn:
1. Jens Rasmussen, handelslærling i Ærøskøbing, f. 1865 i okt. ved Vejle.
2. Marie Rasmussen, f. 1867 i feb. på Samsø.
3. Barbara Margaretha Rasmussen, f. 1868 i marts på Samsø.
4. Otto Ludvig Rasmussen, f. på Solbjerggaarden 1876.
5. Lorents Nikolai Rasmussen, f. på Solbjergaarden 1870. 1907 var han amtsassistent i Odense.
l. Ottomine Ludovica Klausen, f. 1841. Hun blev g. m. Jens Larsen Mikkelsen, købmand i Ærøskøbing. De bor i det hus som tidligere tilhørte Klubeert Jansen.
Børn:
1. Ottomine Ludovica Mikkelsen.
2. Louise Mikkelsen, hun er død.
3. Otto Ludvig Mikkelsen.
5 Anna Reichenbach på Blansgaard.
5. Anna Klausen, f. i Sottrup degnegård. Hun blev g. m. bager, Polehan i Ærøskøbing. Men da en pige fra Nordborg satte splid mellem ægtefolkene, blev de separerede. Han flyttede til Gråsten hvor han ægtede ” …….. ” . Hun blev gift anden gang med Carsten Johan Reichenbach, der ejede Blansgaard i Sundeved. Han havde først været garver på Nordborg, og da hans første kone arvede en del penge fra Holland, købte han Blansgård. Konen døde og efterlod 1 barn og da også dette døde, blev han ejer af det hele. Siden ægtede han denne mad. Polehan, f. Klausen.
Barn: Christine Reichenbach. Hun døde i en alder af 12 år.
(Møller Clausen i Fåborg).
okt 2005
|
