1844-1845
Der indfandt sig gratulanter i deres nye hjem 1844.
I den første tid modtog de besøg af en del fremmede, der kom for at lykønske dem i anledning af deres ægteskab og deres indtog i deres nye hjem. Således kom en søndag eftermiddag forpagter Christian Jacobsen med kone og svigerinde Augusta Balle for at gratulere dem. Christine og Elisabeth var kommet derud fra Østerholm for at tilbringe eftermiddagen der, de blev kede derover, ville ikke ind og blev inde i den lille stue, hvor jeg også var. De ville da helst hjem, og kort efter gik vi alle til Østerholm. Og således gik det rask med flere andre familier i den første tid.
Et større gilde for familien 1844.
Nogen tid derefter, da de var kommet lidt i ro gjorde de et større gilde for familien, der havde været med til deres bryllup i Hagenbjerg: den Fangelske familie fra Oksbølle, Nordborg og Søvang, bendrejer Petersen og enke pastorinde Fru Petersen fra Oksbølle, familien fra Hagenbjerg osv. Gamle Fangel ville et lille løb over for at besøge sin svigerinde, Smedemands enke på Elstrup Mark, da han var her i nærheden. Det var henimod aften; thi det var i de korte november dage. Han kendte imidlertid ikke vejen, hvorfor han bad mig om at følge med. Da vi kom tilbage, gik det store selskab til bords. Deres omgang var i de første år ikke så stor, som den siden blev.
For mange mennesker i huset 1844-45.
Da Doris var svagelig og ikke ret kunne tåle den store hede i det hertugelig køkken på Augustenborg, og pladsen i det hele var temmelig streng, kom hun derned til nov. 1844. Tante Frost og Grethe var der også meget ad gangen. Når de var der, lå de alle fire i det lille halve spisekammer. Det var temmelig mange mennesker at have gående, og derfor sagde han Anne op til majdag 1845.. Hun fik plads på Hjortholm som jomfru og mejerske, og Doris overtog om sommeren derefter at besørge mejeriet på Lysholm. Grethe kom til Hørup præstegård, den Gamle, hendes mor, sagde sin lejlighed op på Nordborg og flyttede helt til Lysholm, hvad Knudde hellere ville, da han halvvejs skulle underholde dem på Nordborg og blev fri for så ofte at køre derind, dels for at hente dem, og dels for at besøge dem. Den Gamle overtog for en del opsynet med hønsegården.
Små forandringer med besætningen, stalden og avlingen 1844-45.
Han satte straks en del om med besætningen. Der var for mange gamle køer, og flere dårlige iblandt, én var f.eks. topattet. De var for det meste alle ud af den gamle Bødker…, tillagte på en ko, som de i sin tid havde fået fra denne familie på Østerholm, det var store grove køer med lange horn. En del af dem skød han ud, og købte andre ind, eller vedblev med at optøjle kviekalve fra Rumohrsgaard. Hans princip var dengang at holde mange køer, og bringe det op til en 40 stykker. Derfor stod de også om sommeren i tøjr, hvorimod de altid i tidligere tid gik løse. Han ville heller ikke have, at de om vinteren skulle ud i kulden for at vandes, de 2 døre på siden med en gang tværs igennem blev taget bort for ikke at give træk, og gødningen blev trillet ud af de 2 døre i enden, hvad der blev meget besværligt for røgteren. Mellemgangen blev indrettet til båse, og et fag i den øverste ende taget fra som en muret gang for sig, her blev indgangen med en dobbelt dør fra gårdspladsen og i den bagerste ende af gangen blev gravet en brønd med en post, hvor køerne blev vandede, det var imidlertid næsten altid en meget beskidt gang, da alle køer passerede den hver dag 2 gange om dagen. Røgterkammeret blev flyttet over på den anden side af gangen uden for stalden, hønsehuset taget bort og flyttet andetsteds hen. Herved vandtes en del plads, hvorved der indrettedes båse op imod væggen.
47 e.
Han fortsatte om vinteren med mergling og brak og indførte rapsavlen, som den gang endnu for en stor del dyrkedes. Priserne var gode, da den anvendtes til olie, efterhånden som petroleum blev kendt og kom almindelig i brug, sank de høje priser på raps, og da den ofte slog fejl, var vanskelig at få indavlet og udpinte jorden, blev den efterhånden helt afskaffet. Det år havde han Peter Knudsen, en søn af degnen i Tandslet som landvæsenselev.
På besøg hos gamle Elley på Augustenborg 1845.
Jeg var dernede i påsken. Da Doris var forlovet med Christian Elley, der var underkok i Hertugens køkken på Augustenborg var vi langfredag indbudte op til hans forældre, de gamle Elleys på Augustenborg. Hans far havde været lakaj hos den gamle enkehertuginde Louise Augusta, der boede på Palæet og døde 1843 i jan. Han levede nu af sin pension og boede i et hus på vejen ned ad efter Krumom. Det tilhørte den gamle kammertjener Schmidt, der selv boede oven på i huset. Vi var et stort læs fra Lysholm: Knudde og Marie, Anne og Doris, Christine, Elisabeth og jeg, foruden os var der 3 halvsøskende af gårdejer Peter Petersen fra Langdel og Mad. Witzke på Hjortholm. Broderen Matthias Petersen var forlovet og havde sin kæreste foruden 2 søstre. Siden købte han Philipsborg på Sundeved. Om aftenen kom også den gamle tjener Schmidt ned til selskabet, han og gamle Elley fortalte en del om hoffet i ældre tid.
Christian Elley i besøg 1845.
Den gamle pastor Ahlmann i Guderup døde noget efter påske. Han blev begravet almindelig bod- og bededag. Jeg var taget derom til kirken om morgenen og kørte med ned til Lysholm. Vi fik også Christian Elley med fra kirken, der blev et par dage. Han ville rejse lidt rundt omkring for at besøge familien og tillige for at sige farvel, da han om kort tid agtede at rejse til Tyskland for at søge en større plads hos et eller andet herskab. Vi spadserede om eftermiddagen om til Hartspring over Sjellerup. Vi blev vel modtagne. Jacob var hjemme og fik gamle faster ind, hvem han sad og spøgte med. Hun var lidt indskrænket, og det var let at bilde hende noget ind.
Den gamle præst døde og en ny kaldet 1845.
I Ahlmanns sted kom igen pastor Jørgen Hansen fra Notmark. Med denne familie fik de megen omgang både som præst og senere som biskop. De ungste af hans børn var nogenlunde i alder med de ældste børn på Lysholm, og børnene kom derfor også senere jævnlig sammen. Allerede på Rumohrsgaard havde han lært denne familie at kende. Hos Ahlmanns derimod kom de ikke videre.
Deres omgangskreds 1845.
Deres omgang bestod mest af familien. Ligesom i tidligere tid blev præstefamilien i Hagenbjerg gerne en gang om året indbudt til middag. Den gamle tante på Østerholm var da også indbudt med, præstefamilien i Oksbølle og familien på Hartspring. De samme gæster kom da igen så en dag til middag på Østerholm, Oksbølle og på Hartspring. Da tante på Hartspring gik på aftægt 1847 og flyttede til Augustenborg, hørte det op at indbyde familien på Hartspring, ligeledes Østerholm ved den gamle tantes død 1848. Iblandt andre familier til hvem de kom, og som så igen ved lejlighed besøgte dem, kan nævnes: Pastor Hansens i Guderup, Thomsens på Hartspring, Vogelsangs på Solbjerggaard, Petersens på Gundestrup, Jacobsens på Rumohrsgaard, skovrider Grobrians på Nygaard.
Chr. Knudsen kommer i Odense skole 1845.
1845 d. 26. aug. rejste jeg tilligemed Jens krog og Christian Bruhn fra Nordborg til Odense for at gå der i byens katedralskole, hvor vi blev optaget i 6. klasse. De var mødte ved Fynshav for at tage afsked. Også fra Hagenbjerg fulgte de med ned til Fynshav, hvor tante var meget bedrøvet ved afskeden, da hun begyndte at mærke sin sygdom og tænkte, at det var sidste gang, hun så mig.
48 e.
Den slesvigholstenske bevægelse i korte træk 1830-1845.
Den slesvigholstenske bevægelse tog sin begyndelse med Uve Jens Lorensens optræden 1830. Det var især advokaterne, der spillede en rolle; da Stænderforsamlingen blev indført 1834, vrimlede den af disse folk: Beseler, Gülich, Bremer, Tiedemann, Clausen, Gottfriedsen m.m.. Det varede ikke længe førend Hertugen af Augustenborg blev hovedet for den hele bevægelse. 1842 blev hans bror Prins Frederik af Noer statholder for begge Hertugdømmer Slesvig og Holsten, og Reventlow ……… udnævnt til cancellipræsident, og under disse 2 mænds overledelse kunne slesvigholstenerne trygt vedblive at drive sit spil, da de ved deres jævnlige indberetninger til Kongen søgte at føre denne sag bag lyset ved at fremstille de forskellige optøjer og udbrud som ufarlige og betydningsløse, og at det hele ville efterhånden tabe sig og dø hen, når man ikke rørte for meget ved det. Hertugen ledede nu i smug den hele bevægelse, satte hemmelige adresser i gang, skrev selv …… og tillige ved sine mange agenter mange artikler i Hertugdømmernes og tyske aviser for at ophidse befolkningen her og sætte den tyske Mikkel i bevægelse. Der blev hist og her trommet folkemøder sammen hvor man sørgede for, at en del pøbel fra Sydslesvig mødte, der så udgaves for nordslesvigske befolkning; thi den egentlige dansktalende befolkning stod dels ligegyldig og tavs overfor den hele bevægelse, og trådte efterhånden, som den vaktes af sin dvale og fik øjnene op for det hele spil, op mod det. Der blev rundt omkring i købstæderne og flækkerne oprettet tyske sangforeninger eller Liedertafler, i hvilke også en del folk fra landet blev optagne som medlemmer, hvorved de blev vundne for den tyske sag, og for at stemme den øvrige befolkning gunstig for sagen og vinde den, tog en sådan sangforening ofte ud på landet for at holde koncert. Hertugen var også ivrig for at udbrede kendskab til sine formentlige arvekrav på begge Hertugdømmer, når den kongelige mandstamme, hvad der var udsigt til, skulle uddø, og fra Augustenborg udgik ideen om et eget flag for Hertugdømmerne, det såkaldte slesvigholstenske, der skulle fortrænge Dannebrogsflaget.
De danske partier modtaget 1838-1845.
Imod alt dette uvæsen optrådte i Hertugdømmerne patriotiske mænd, prof. Poulsen og prof. Flor ved Kiels universitet, lægen Dr. Manicus i Eckernførde, herredsfoged W…, provsten Jørgen Hansen i Notmark på Als m.m., de fik oprettet det danske blad Dannevirke i Haderslev 1838, og købmand Peter Christian Koch blev redaktør for det, de skrev idelig i bladet og vakte efterhånden den danske befolkning til modvægt imod den hele kunstige og falske bevægelse. I Stænderforsamlingen trådte de danske disputerede med den bekendte købmand Peder Hjort-Lorenzen i Haderslev son hoved op imod Hertugen og de fanatiske advokaters falske påstande, og derved fik efterhånden den lokale befolkning øjnene op for det hele falske løgnvæsen i slesvigholstenernes færd.
Liedertaflen på Augustenborg tager ud på landet 1845.
Også Augustenborg fik sin Liedertaffel eller tyske sangforening, Man forsøgte, at optage medlemmer fra landet i den for at virke på landbefolkningen, der var enkelte, der lod sig indmelde, folk, der gerne ville hæve sig over deres ligemænd, eller anså det for en stor ære på denne måde at blive hædrede, men det var dog alligevel ikke mange, men disse få som f.eks. slagter Eriksen i Ketting og andre vedblev senere at hælde til den tyske side. Det var nærmest borgere på Augustenborg og forpagtere på de hertugelige gårde, der blev medlemmer. For imidlertid at gøre større propaganda på landet, begyndte man 1845 at trække ud på landet om søndagen og holde koncert et eller andet sted. Således tog den en søndag til Frydendal og en anden gang til Fynshav, men begge steder forholdt befolkningen sig temmelig ligegyldig og lunken, og lod til bagefter at være misfornøjet over det hele optog, bedre blev den modtaget på Hartspring, hvor den skal have været indbudt.
49 e.
Liedertaflen holder koncert i ”Egeskov” ved Nordborg 1845.
Misfornøjelsen med dette uvæsen fra den danske befolknings side kom til udbrud, da liedertaflen lidt længere hen i sommeren 1845 agtede at holde koncert i den lille skov ”Egeskov” ved Nordborg. Man har fra tysk side ventet sig at gøre propaganda ved denne lejlighed. Selv herskabet på Augustenborg deltog i denne tur. Herredsfoged Dr Steffens og hans Drabant, den tyske barber Heinemann, der selv regnede sig til embedspersonalet gjorde i forvejen, hvad de formanede til at stramme beboerne op og give festen et festligt præg. Det lille Nordborg nød sjælden en sådan ære, og byen havde så vidt muligt iført sig sin festlige dragt, da flere huse var pyntede med grønt. Under sang og musik og med de forbudte faner og flag i spidsen holdt det hele sit indtog i byen, og marcherede siden i procession under klingende spil og med fanerne i spidsen ud til skoven ”Egeskov”, hvor koncerten skulle afholdes. For at holde en del uvedkommende gæster ude fra skoven, havde man ved indgangen pålagt at løse biletter til 1.. R. for stykket. En del af omegnens landbefolkning mødte imidlertid også, navnlig fra Oksbølle sogn, hvor de gæve danske mænd fra Mels, boelsmand Henrik Eriksen, boelsmand Christian Bonde og boelsmand Jørgen Rasmussen så med harme på det hele optog og satte mod i den øvrige tilstrømmende danske befolkning. De nægtede at betale ved indgangen; ”thi skoven var fri for alle, den var Kongens”, i begyndelsen holdt den hele mængde udenfor og indtog en truende holdning, men på én gang brød det hele publikum uden videre ind i skoven. Den hele fest blev rent spoleret; thi befolkningens truende holdning imponerede de tyske gæster, og derfor fik alt et meget spagfærdigt udfald. Bønderne skulle endog have været temmelig nærgående, og var ikke langt fra at træde Prinserne på hælene, da der spadseredes rundt i skoven, og ligeså da man bagefter spadserede op igennem byens gader til Harmonien. Farver Lorentzen på Nordborg, en svigersøn af den bekendte tyske synsmand Frederik Jepsen i Guderup, havde på en latterlig måde udstafferet sin lille søn i skikkelse af den tyske folkehelt: ”Ridder Hermann”, der således stod udenfor hans dør og hilste på det høje herskab, da det kom forbi. Men selv det kunne ikke lade være med at smile ad den latterlige ide.
De tyske Wühlers på Nordborg, navnlig den glubende barber Heinemann, var rasende over, at den hele fest havde gjort fuldstændig fiasko. Og da en del af det forstyrrende publikum også fulgte med op i Harmonien, men her holdt sig i skænkestuen, kom Hr. Heinemann også snart herind og yppede klammeri med en skrædder Westphalen, der efter navnet at dømme vistnok var fra dette land i Tyskland, men i øvrigt var han ikke tysksindet. Det varede ikke længe, førend de røg i håret på hverandre og tumlede omkring på gulvet, og barberen fik sin kjole reven itu. Dr Steffens lod nu skrædder Westphalen arrestere, men da kort efter en stor mængde mennesker samlede sig udenfor arresthuset og forlangte ham løs, kom han omsider igen på fri fod.
En af de følgende dage blev Henrik Eriksen og de andre mænd fra Mels indstævnede at møde i herredsfogderiet. En mængde andre mænd fra Mels og Oksbølle sogn fulgte dem ind til byen. Hos en tysksindet købmand fik de sig af hvidt og rødt tøj syet et stort Dannebrogsflag, og under dette marcherede de alle op igennem hele byen og endte ved slottet, hvor herredsfogden boede. Da de indstævnede mænd var blevne indladte for ham, begyndte han først at skænde på dem og sætte dem i rette for deres færd om søndagen og denne dag. Henrik Eriksen var nu ikke sen med at give ham bestemte svar på Tiltale, ”at hint flag kendte han ikke, men godt det flag, de selv havde ført med sig, om herredsfogden da ikke vidste, hvad den kokarde betød, som han kunne se på hans kasket. Den betød troskab mod Konge og Fædreland”.
50 e.
Herredsfogden søgte nu at gøre gode ord, og dermed lod han dem igen gå. De marcherede da atter bort under det danske flag. Således endte festen på Nordborg: men Melsingernes bestemte, faste og energiske optræden bevirkede dog så meget, at Liedertaflen ikke tiere gjorde lystture til landet, af frygt for, at lignende og måske værre scener kunne tildrage sig.
Hertugens sølvbryllup 1845.
1845 d. 18. sept. holdt Hertugen med megen pomp og pragt sølvbryllup på Augustenborg Slot. Den hele stads varede i flere dage, og faldt tillige sammen med den årlige væddeløbstid, der plejede at holdes på Hertugens fødselsdag d. 22 sept. Til det fyrstelige taffel på den egentlige højtidsdag var foruden flere fremmede fyrstelige og høje adelspersoner, der var sendte fra en del af de tyske fyrstelige huse, og deriblandt også afsendinge fra det preussiske og svenske kongehus for at overbringe deres lykønskning, også hele gejstligheden og alle embedsmænd indbudne, desuden deputationen fra Sønderborg, bestående af 3 borgere, en deputation fra Graasten, nemlig købmand Ahlmann og forpagter Feddersen, en dito for skovfogederne med overførster Kønig som formand, en dito for de hertugelige forpagtere der repræsenteredes af forpagter Dieck på Rønhave, og ligeledes en deputation for de hertugelige skolelærere, der repræsenteredes af degnen Becker i Lysabild, ligeledes en repræsentation for bønderne i Sønderherred og Sundeved fra Hertugens godsdistrikt, bestående af 1 bonde i Miang, en i Tandslet og 2 for Sundeved. Dog var hverken Kongen af Danmark eller Hertugens søster Dronning Karoline Amalie tilstede ved den hele festlighed. En anden dag holdtes et stort bal, hvortil en del augustenborgere med deres familie, ligeledes præsterne, forpagtere, skovfogederne med deres familie foruden flere var indbudte. Konversationen og talerne gik mest på tysk, de forbudte flag prangede også, men i øvrigt gik det hele af med den største orden og rolighed, når undtages at på selve sølvbryllupsdagen afsang en del unge bønderkarle, nærmest fra Notmark sogn, om aftenen i slotshaven og i skoven en parodi på sangen: ”Schlesvig Holstein …..”, der lød: ”Slesvig Danmark Søsterland”. Et stort publikum indfandt sig som sædvanlig ved en sådan lejlighed for at se på stadsen, deriblandt også min bror, som var taget derop tilligemed sin søster Doris og hans svigerinde Grethe Frost. Den hele stads og pomp, som herskede under den hele festtid, havde vistnok fra Hertugens side til hensigt at gøre sig bekendt og yndet. Han forsøgte på alle måder at gøre propaganda, hvor han kunne.
Han stod udenfor den tyske bevægelse 1845.
Min bror holdt sig udenfor alt det tyske væsen, han med sin familie var jo dansksindet og havde fået en dansk opdragelse. Dog trådte han ikke aktiv op, dertil var han endnu for ung, men han fulgte med levende interesse dem hele bevægelse, læste daglig Dannevirke og købte også en del af de politiske pjecer, der udkom i denne tid fra begge sider. Dog var det vel ikke frit for, at Hertugen også så småt søgte at vinde ham; thi når han afholdt jagt der i omegnen sendte han gerne et par harer ind på gården.
En ny sognepræst 1845.
1845 d. 11 april døde den gamle sognepræst Hans Ahlmann i Guderup og blev begravet d. 18. april på almindelig bod- og bededag. D. 4. juli 1845 blev præsten i Notmark Jørgen Hansen igen kaldet til sognepræst for Igen menighed. Han var født i Tandslet 1802 d. 11 febr., havde været præst i Ballum fra 1827.1830 og fra 1830-45 præst i Notmark på Als.
51 e.
Han var g.m. Anne Margretha Schwensen fra Hørup præstegård, hvor hun var født 1802 d. 25. nov. Det var en familie, de siden kom til at holde megen omgang med. Præsten var en dansksindet mand, og da tillige var en god jurist, blev han i mange henseender en støtte for bønderne på Als og i Sundeved mod Hertugens mange kneb og rænker. Han var derfor ilde set ved det augustenborgske hof og til sidst, undlod man helt at indbyde ham til taffels på slottet tilligemed den øvrige gejstlighed på Als. Det anfægtede ham ikke, men han lo ad en sådan smålighed. Anderledes forholdt det sig med kapellan Fangel i Hagenbjerg. Han havde sat sig i spidsen for et dansk sognebibliotek for Nørreherred og fik en del bøger sendt fra København. Det kunne man ikke lide på Augustenborg, og derfor blev han heller ikke tilsagt til taffel på slottet. Det ærgrede ham, når han så de andre præster kørte af sted. Derfor tog han en dag om til Augustenborg og aflagde Hertugen og hans hofchef Hr. V. Cossel en visit og beklagede sig for den sidste over, at han ikke blev indbudt med de andre præster. Det hjalp og i fremtiden nød han den store ære.
Hans første søn født 1845.
Den 1. okt. 1845 om morgenen kl. 1 kvarter på et blev hans første søn født. De blev ganske overraskede om aftenen kl. 6, da hans kone blev urolig. De var i færd med at gøre det øverste kammer i stand, hvor der blev anlagt bræddegulv i stedet for stengulv. Døren ind til salen muret til, og ved en dør blev det sat i forbindelse med det forreste kammer for under disse omstændigheder at gøre det mere bekvemt. De var endnu ikke færdige med dette arbejde og fik derfor travlt med at få det i stand. Derfor måtte sofaen ud af den lille dagligstue og sengen derind for et par dage. Alt gik godt, og mor og barn havde det vel kort efter. D.3. okt. om aftenen kom han første gang i vuggen. Barnet var meget fromt og godt, og de hørte ham næsten aldrig græde.
Nyheder på denne tid 1845.
Af nyheder på denne tid kunne mærkes: at Marie Steffens på Nordborg havde slået op med sin kæreste Hr. Ackermann, at Marie Drescher var bleven forlovet med Hr. skibskapt. Bordersen på Nordborg, ”at Herrn Collecteur, Chimogur, wie auch autorisierte Agent und wohl bestalten Barbier in des Kaufstadt Norburg seine Gattinn und Frau sauft und inhig entschlaffen ist“. Og at Fritz Vogelsang på Østerholm nu er rent desperat, er fuld fra morgen til aften, går og brøler og råber Hurra på gaden og i kroen, og holder et syndigt hus med kone og børn, så at det ville være gavnligt og godt for familien, når han snart kunne få ende på det.
Barnet bliver døbt og får navnet Joh. Peter Knudsen 1845.
Mandagen d. 18. nov. blev barnet døbt i Igen kirke af pastor Jørgen Hansen i Guderup og fik navnet Johan Peter Knudsen efter den gamle ejer af Lysholm, der var en bror til hans oldefar. Hans bedstefar i Ketting hed ligeledes Joh. Peter Knudsen. Han blev holdt over dåben af den gamle præst Jørgen Knudsen i Hagenbjerg, der ligeledes var en bror til hans oldefar. Faddere var: Hr. pastor Holger Fangel i Oksbølle, der var morbror til barnets mor, Mad. Knudsen på Østerholm, enke efter ovennævnte ejer af Lysholm Joh. Peter Knudsen, parcellist Alexander Thomsen på¨Hartspring, en fætter og Christine Knudsen på Østerholm, en søster af barnets far. Barnet er døbt Johan Peter Knutzen og ikke Knudsen. Gæsterne samledes forud på Lysholm og kørte derfra til kirken. Den gamle præst spurgte flere gange om, hvad barnet skulle hedde, og den gamle tante på Østerholm mente, at det kom af, at han ville have, at det skulle være kaldt Jørgen efter ham.
52 e.
Men det var jo i sin orden at han fik navnet Johan Peter, da hans forældre havde fået gården efter denne mand. Fra kirken kørte man tilbage til Lysholm, hvor der holdtes et lille barselgilde. Gæsterne var familierne fra Østerholm, Hartspring, Hagenbjerg, Oksbølle, kapellan Fangels fra Søvang, pastor Hansens i Guderup, skolelærer Michelsens fra Elstrup og nabokonen Dorthe fra Bostedvraa.
|
