Søg:  
 
 Forside
 Kontakt
 Indledning
 Sidste Opdateringer
 Nordborg Amt
   Als Nørreherred
     Nordborg Slot
     Norborg Flække
     Nordborgs huse 1699
     1. Kvarter
     2. Kvarter
     3. Kvarter
     4. Kvarter
     Nordborg len
     Nordborg Ladegaard
     Nordborg parceller
     Købingsmark (Halvboelene).
     Pøhl
     Holm (gårde)
     Holm (kåd og steder)
     Havnbjerg
     Lavensby
     Melsgaard len
     Melsgaard parceller
     Mels
       Fæsteboel nr 1
       Fæsteboel nr 2
       Halvbondegård nr 3
       Halvbondegård nr 4
       Fæsteboel nr 5
       Halvfæsteboel nr 6
       Halvfæsteboel nr 7. Stegvej 3
       Fæsteboel nr 8. Kalmusgaard. Ærtebjergvej 1.
       Bondegård nr 9
       Halvbondegård nr 10
       Halvbondegård nr 11
       Halvbondegård nr 12
       Halvbondegård nr 13
       Bondegård nr 14
       Fæsteboel nr 15
       Fæsteboel nr 16
       Halvbondegård 17. Færgevej 40
       Halvbondegård nr 18
       Kvartfæsteboel nr 19
       Hardeshøj Færgegård (kvartfæsteboel) nr 20
       Halvfæsteboel nr 21
       Halvbondegaard nr 22
       Kåd nr 23
       Kåd nr 24
       Kåd nr 25
       Kåd nr 26
       Kåd nr 27
       Kåd nr 28
       Kåd nr 29
       Kåd nr 30
       Kåd nr 31
       Kåd nr 32
       Kåd nr 33
       Kåd nr 34
       Kåd nr 35
       Inderstested nr 36
       Inderstested nr 37
       Inderstested nr 38
       Inderstested nr 39
       Inderstested nr 40
       Inderstested nr 41
     Oksbøl
     Brandsbøl
     Broballe
   Egen herred
 Sønderborg Amt
 Samlinger til Øen Als historie og beskrivelse
 Chr Knudsens Familiehistorie
 Slægtstavler
 FOLKETÆLLINGER NORDBORG AMT
 FOLKETÆLLINGER SØNDERBORG AMT
 Uddrag af Standesamt
 Uddrag af Egen sogns kirkebog.
 Forlovelser i Egen 1851-1874
 Forlovelser i Egen 1911-1922
 Egen sogn Folkeregister
 Vielser af Holmboere 1821-1831
 Vielser af Holmboere 1832-1841
 Vielser af Holmboere 1841-1859
 Vielser af Holmboere 1860-1869.
 Vielser af Holmboere 1870-1879.
 Vielser af Holmboere 1880-1889
 Vielser af Holmboere 1890-1898.
 Augustenborg Kirkebogsregister A-H
 Augustenborg kirkebogsregister I-R
 Augustenborg Kirkebogsregister S-Å
 Augustenborg Begravelsesregister 1920 til 1935
 Fødte Sønderborg 1923-1929
 Fødte Sønderborg 1929-1939
 Konfirmerede drenge Sønderborg 1924-1929
 Konfirmerede drenge Sønderborg 1930-1937
 konfirmerede drenge Sønderborg 1938-1943
 Konfirmerede drenge Sønderborg 1944-1946
 Konfirmerede piger Sønderborg 1924-1929
 Konfirmerede piger Sønderborg 1930-1939
 Konfirmerede piger Sønderborg 1939-1946
 Udvandrede fra Als
 Personregister 1800-1968
 Egen, viede 1905-1920
 Egen konfirmerede 1905-1924
 Egen konfirmerede 1925-1949
 Egen konfirmerede 1950-60
 Egen kirkebog, døde 1902-1919.
 Egen kirkebog døde 1920-1939
 Egen sogns kirkebogsregister
 Egen kirkebog døde 1940-1953
 Nordborg kirkeregister
 Notmark kirkebog 1820 - 1853
 Svenstrup Sogn Kirkeregister
 
 
Halvfæsteboel nr 21
Erik Pedersen ifølge udskiftningskortet af 1779 
 
Hans Christian Eriksen 
 
Nedennævnte artikel har jeg modtaget 10 maj 2006 af Troels Skovmand Eriksen, 2400 Kbh NV. Den er skrevet af L. S. Ravn, Jyske Tidende, søndag d. 25 juni 1967 
 
Et blodigt drama på Als og dokumenterne omkring det. 
 
På Landsarkivet i Åbenrå findes et tykt bundt akter - ca. 20 cm højt - skønsmæssigt på 
mellem 800 og 1000 sider indeholdende samtlige rapporter over forhørene, alle 
optegnelser, skriftprøver, trusselsbrev og andre bilag angående snigmordet på Maren 
Eriksen d. 26 november 1818 om aftenen mellem kl. 10 og 11 i Hans Christian Eriksens 
gård i Mjels ved Nordborg. Gården ligger lige syd for Mjels Kro og kaldes i dag oftest 
Clausens gård. 
Retssproget var på dette tidspunkt tysk også i det danske hertugdømme Slegsvig og 
rapporterne er skrevet på tysk med undtagelse af enkelte sætninger, vidneudsagn, der er 
gengivet ordret "in dänisher Volkssprache" dvs. på alsisk mål. Men det er undtagelser, 
almindeligvis er også vidnernes udsagn oversat til tysk. 
Hvad ved vi om den unge kone Maren Eriksen? Det er ejendommeligt at konstatere, at 
nok findes der en nøje gengivelse af hændelsernes forløb hin aften og en udførlig rapport 
over det af distriktslæge Balle foretagne ligsyn, men intetsteds oplyses der om, hvor og 
hvornår ofret for forbrydelsen var født, intet om hvor og hvornår gift, intet om forældre 
eller børn. 
Vi kan imidlertid fastslå, at hun er født 1785, er blevet gift i tiden mellem 1805 og 1809 
og har født 2 drenge: Erik den 7 september 1809 og Henrik den 4 marts 1811. Hun 
synes i øvrigt ikke at have foretaget sig noget som helst der kunne pege hen imod 
hendes pludselige død for morderhånd. 
Om Hans Christian Eriksen giver akterne kun få personlige oplysninger, men om ham får 
vi ret fyldige oplysninger i kirkebogen. Han var bolsmand i Mjels og hertugelig 
distriktsjæger og tog sig bl.a. af ulovlig jagt. Da han var streng og ubønhørlig i sit 
embede havde han ikke så få fjender blandt krybskytterne, der nok kunne tænke sig at 
få sagt tak for sidst. 
Han havde da også modtaget 3 trusselsbreve på livet. Det første havde han brændt, de 
to sidste afleveret til Herredsfogeden i Nordborg. Brevene er skrevet med fordrejet 
håndskrift, en slags blokbogstaver, i et meget dårligt sprog som det er vanskeligt at 
stave sig igennem. Kort før mordet var der en aften blevet skudt på ham fra baghold på 
vej fra Havnbjerg til Oksbøl, og han blev lettere såret i venstre arm. 
€ 
Den 26. november om aftenen var der intet der tydede på, at noget ondt var i vente. I 
stuen sad husbonden, hans kone og pigen, Ellen Nielsen fra Oksbøl. Pludselig faldt et 
skud, åbenbart fra et jagtgevær. Vinduesruden splintredes, og haglene søgte deres mål. 
Eriksen, der netop var i færd med at klæde sig af, stod ved siden af sengen. Nogle hagl 
sønderrev hans skjorte lige over lænden og borede sig ind i skabet bagved. Men hans 
kone, der sad på stuen ved siden af ham, blev ramt af flere hagl i halsen og blodet 
vældede frem fra halsens pulsåre. Hun faldt af stolen og forblødte på gulvet endnu før 
pigen nåede at tænde lyset, der var blevet slukket, enten af skuddet eller af kones fald. 
Manden greb et ladt gevær, der hang i stuen, og sprang ud på gårdspladsen og fyrede i 
blinde ned af vejen. Så sprang han i bar skjorte på en hest og red i hast til 
sandemanden, Hans Hinrichsen, for at melde hvad der var hændt. Herfra blev han 
nærmest bevidstløs hjulpet hjem, hvor han mødte det frygtelige syn af blodpølen på 
gulvet. 
Sandemanden tilkaldte øjeblikkelig herredsfoged Fürsen i Tangsholm, og det første forhør 
fandt sted i nærværelse af herredsfogeden, distriktslægen og Hans Hinrichsen. Først 
skildrede Hans Christian Eriksen aftenens begivenheder og fortalte om, hvad han havde 
foretaget sig. Herredsfogeden mente straks at kunne fastslå, at skuddet ikke gjaldt 
distriktsjægerens kone men jægeren selv, og udspurgte ham nøje om hans personlige 
fjender, der evt. kunne have noget at hævne sig på ham for. 
På gårdspladsen fandtes øjensynligt intet spor, og ingen havde set uvedkommende snige 
sig hen til eller bort fra Eriksens gård. Det måtte være nærliggende at søge 
gerningsmanden blandt brevskriverne, så nu gik jagten ind på alle, der kunne have noget 
udestående med Eriksen. Til forhøret den 5. december, hvor også Hans Hinrichsen, 
Jørgen Christensen og Mads Nissen Madsen var til stde, var tilsagt ti personer, der skulle 
prøveskrive trusselsbrevets tekst, og da man skønnede at en prøve lignede originalen, 
blev vedkommende sat i arrest, men hans alibi var i orden og man stod så stadig på bar 
bund. 
Der blev udlovet en belønning på 160 rdl. fra den hertugelige kasse og 160 rdl fra den 
kongelige kasse og sandemændene fra Nordborg, Mjelsgård, Hjortspring og Østerholm 
Len udsendte en løbeseddel med opfordring til enhver om at hjælpe ved opklaringen. 
Rygterne svirrede, og sladderen gik, og enhver der blot havde den ringeste forbindelse 
med jagt eller var i besiddelse af et gevær blev afhørt, og stadig var man på jagt efter 
brevskriveren, alt uden resultat. Ganske vist blev endnu en mand arresteret, heller ikke 
mod ham havde man fældende beviser. Og rygtesmedende - ikke mindst kvinderne - 
havde travlt, for måske levede Hans Christian og Maren ikke så lykkeligt som antaget, 
måske var der noget at snage i. Var der ikke noget med Karen der havde tjent på 
gården? Nye forhør, flere vidner, deriblandt Peter Sarsgaards kone, Kirsten (2. 
ægteskab). Hun og andre kvinder benægter bestemt at have hørt noget ufordelagtigt om 
ægtefællernes samliv, der tværtimod måtte betegnes som godt. Det hele ender i 
ondsindet sladder og rygter. 
€ 
Da man trods ihærdige forsøg ikke har fundet noget spor af gerningsmanden, bliver Hans 
Christen Eriksen den 3. juni 1819, dvs. mere end et halvt år efter udåden, arresteret og 
indsat i Nordborg Arrest, uden at der, så vidt det kan ses, var fremkommet noget, der 
kunne foranledige dette drastiske skridt. 
Sagen vækker opsigt viden om, og Ober kammergericht i Gottorp skønner nok også, at 
Justitsrart og Hardesvogt Fürsen i Tangsholm hverken har ledet undersøgelserne med 
særlig kløgt eller evner, heller ikke med held, så man giver ham to meddommere, Horat 
og Hardesvogt Thomsen fra Gråsten og Justitsrart og borgmester Ahlmann fra 
Sønderborg, og de tre herrer begynder så den 6. september 1819 - 10 måneder efter 
skuddet - undersøgelserne helt forfra. Man går meget grundigt til værks, prøver at 
bestemme skudretningen og andre enkeltheder, nøje, men tiden er forpasset, man har 
kun lægernes dødsattest at holde sig til 
Man prøver at fange Eriksen i hans tidligere udtalelser, beskylder ham for selv at have 
skrevet trusselsbrevene og selv at have fyret det dræbende skud. Den anklagede 
benægter på det bestemteste, og noget bevis imod ham kan man ikke fremskaffe. Også 
Karen går man på hårdt på klingen. Hun har efter Marens død og Hans Christians 
arrestation taget sig af hjemmet og drengene og svarer: "Vi er ikke forlovede, jeg har 
taget mig af drengene af medlidenhed, af egen vilje, husbond har aldrig begæret mig, 
men altid opført sig sømmeligt" Man kommer ingen vegne og imens diskuterer 
menigmand lidenskabeligt skyldig eller ikke skyldig. Og nu dukker sørgesangene op. 
€ 
Den første sørgesang, skrevet af H. C. H., er på 14 vers, elendige rim der dels svælger i 
ve og klage og medynk med de moderløse små og den ulykkelige ægtemage, dels 
anråber himlens retfærdige vrede og dom over den skyldige. O Fadergod, hævn dog 
uskyldigt blod. 
Den næste, ligeledes af H. C. H. er på 21 vers og sigter tydeligvis en af de arresterede 
fra landsbyen for at være den skyldige. Han må bringes til at bekende sammen med de, 
der tier og frækt skjuler sig bag tavshedens maske. 
Den 3. sørgesang, skrevet af Christian Petersen Krag, er nærmest et forsvar mod de 
ondsindede rygter som "komplottet" har udspredt mod ægtemanden, og der udloves 10 
daler til den, der vil lægge navn til de anonyme beskyldninger. 
Som sagt svirrer det med ondsindet sladder og grimme rygter i et samfund, der 
efterhånden synes at være kommet helt ud af balance. Anklagemyndighederne indsætter 
snart den ene, snart den anden i Nordborg Arrest som mistænkt - men uhjælpeligt i en 
blindgyde. Man har forspildt enhver virkelig chance og må se denne kendsgerning i 
øjnene. 
€ 
Det sidste møde i sagen fandt sted den 28 februar 1820, men kun herredsfoged Fürsen 
var til stede, hvorfor de to andre herrer ikke mødte vides ikke. Eriksen og fire anklagede 
i sagen blev løsladt, men dommen blev ikke forkyndt. Han modtog en afskrift af 
dommen, kun underskrevet af Fürsen og da han ikke var fortrolig med den juridiske 
terminologi og næppe forstod ret meget tysk troede han sig frikendt. 
Han var imidlertid blevet dømt til at udrede en del af omkostningerne ved den langvarige 
og omfattende undersøgelse, og det både til dommerne, skriverne, vidnerne og 
fængselspersonalet. Der findes en meget udførlig fortegnelse over de mange 
omkostninger, der beløber sig til i alt 721 Rdl. Cour, et meget stort beløb i den fattige tid 
efter statsbankerotten, mere end værdien af et alsisk bol. 
Heraf skulle Eriksen trods frifindelsen betale 266 Rdl., hvad der kunne betyde økonomisk 
ruin. Han fremsendte et bønskrift til den danske konge, Frederik VI på tysk, skrevet af en 
mand der var fortrolig med juridisk sprogbrug. Han bønfalder kongen om at få ændret 
dommen, dels fordi den ikke er afsagt af det samlede dommerkollegium og dels fordi det 
må være uretfærdigt og ubilligt at "pålægge ham" omkostninger, der kan bringe ham til 
tiggerstaven og som han ikke selv har foranlediget. 
Herredsfoged Thomsen, Gråsten, der er pinlig berørt over situationen, er åbenbart ikke 
enig med Fürsen, der synes at have handlet på egen hånd. Thomsen skriver den 13. april 
1820: "Mod Fürsens fremgangsmåde sætter jeg en rolig samvittighed og bevidstheden 
om at i denne sag at have optrådt forsvarligt, hvortil jeg bemærker , at jeg kan hvad jeg 
vil, når jeg vil, hvad jeg skal. Om det skulle være anderledes med herr Juritsråd Fürsen, 
lader jeg stå hen!". Meget gedulgte vendinger, som Thomasen lader sin dommerkollega 
om selv at tyde. 
Bønskriftet til Kongen passerer de samme instanser, som reelt og formelt havde ansvaret 
for dommen, og de desavouerer selvfølgelig ikke sig selv. Den 28. november 1820 
kommer svaret, der lyder på, at må have sit forblivende med den trufne afgørelse. Men 
pengene betales ikke, hverken det første eller det andet år, trods gentagne påmindelser. 
Der går hele 5 år, så må Hans Christian Eriksen og hans broder Bolsmand Peder Eriksen 
af Mjels den 27. april 1825 i fællesskab med deres underskrift indestå for, at betaling 
sker til et nærmere fastsat tidspunkt, i modsat fald ville gården uden varsel blive stillet til 
offentlig auktion. 
€ 
Her standser akterne. Man må gå ud fra, at det er lykkedes brødrene at skaffe udvej for 
pengene, gården bliver i hvert fald ikke solgt. 
Rygtet har i tidens løb føjet et og andet til, der næppe har bund i kendsgerningerne. 
Således skal en pige i sine feberfantasier på dødslejet have røbet hemmeligheden 
angående udåden, men det kan man vist roligt se bort fra, det hører ligesom med til de 
mystiske hændelser, der ikke blev og aldrig bliver opklaret. 
€ 
Landsarkivet fortæller om snigmordet på den unge kone Maren Eriksen i Mjels 
den 26 november 1818. 
Uskyldig mand blev dømt - herredsfogeden var både anklager og dommer. 
Når her er gjort forsøg på ved hjælp af de officielle akter at kaste lys over de tragiske 
begivenheder hin aften i den lille fredelige landsby, bliver man navnlig slået af hvor 
overfladisk og dilletantisk det første og afgørende undersøgelsesarbejde bliver ledet og 
udført, og at retsvæsenet i nærværende sag virker meget lidt betryggende. I hvert fald 
optræder herredsfoged Fürsen - anklager og dommer i samme person - mildest talt i et 
uheldigt lys. Mon ikke der i høj grad havde været behov for en ombudsmand. 
Nok er mindet om de rystende begivenheder for 150 år siden blegnet, men den 
mundtlige overlevering er endnu ikke uddød blandt de ældste af slægten. 
Til slut kan meddeles at Hans Christian Eriksen den 10 december 1820 ægter Karen, 
datter af bolsmand Hans Rasmussen i Mjels. 
Hun bliver en kærlig mor for hans moderløse drenge Peder og Henrik. Den mørke skygge 
der i sin tid hvilede over hjemmet, synes hurtigt forsvunden, og faderen kan glæde sig 
over at se sin søn, Hans Henrik, blive en meget dygtig og anset bonde i sin hjemby, 
hædret med Dannebrogsordenen, gift første gang i 1837 med Maren Hansen Thøjsen fra 
Broballe. Deres sønner og døtre må regnes blandt de mest kendte ahner indenfor Eriksen 
- Madsen slægten på Nordals. 
Henrik Eriksen dør i en ret ung alder, kun 54 år gammel i 1865, mens hans far Hans 
Christian Eriksen først dør i 1866, 86 år gammel. 
L. S. Ravn 

 
Web Design © Claus - Drives og administreres af Egen sogns lokalhistoriske forening